HASK  ·  Fredericia  ·  Haderslev  ·  Hedensted  ·  Kolding  ·  Sønderborg  ·  Vejle  ·  Aabenraa  ·  Nyheder
 
· HASK
· Indskoling
· Mellemtrin
· Udskoling
· Kontakt
· Links
· Nyheder
· Printervenlig side
· På kant med Kierkegaard
· Salmer
· Salmesangsprojekter
· Søg på siden
· VVS
· Admin Login


Lige nu er der 7 online.


458827
Hits siden september 2011




Undervisningsideer til duftesansen

Ide 1

Salmesangsplakaten kan duftes! Lad eleverne gå på jagt efter, hvor/hvad det er. Hjælp til læreren:

Ide 2

 



Det er så sandt, at ingen så

"Det er så sandt, at ingen så" er nummer 238 i Den Danske Salmebog.
Klik her for at læse teksten og høre melodien.
Vær opmærksom på, at der til salmesangsprojektet "Sans for salmer" bruges en anden melodi. Noderne kan findes ved at klikke her.
Klik for det, du vil læse mere om:

* Tekstgennemgang

* Forfatteren

* Melodigennemgang

* Komponisten

Klik her for en konkret ide til at arbejde med salmen i ?

 



Komponisten Erik Haumann

Erik Haumann er født i 1952 og har siden 1979 arbejdet som organist og korleder i Risskov Kirke ved Aarhus. Sideløbende har Erik Haumann haft en lang række bibeskæftigelser indenfor musikkens verden, bl.a. som koncertgiver, musiklærer, foredragsholder samt, ikke mindst, komponist. Her har Erik Haumann arbejdet med vokalværker for både kor og solister. Erik Haumann har skrevet flere salmemelodier. Fire af disse har fundet vej til Den Danske Salmebog, bl.a. Du fødtes på jord.
Om sit arbejde skriver Erik Haumann selv:
"Mine arbejder er oftest funderet på traditionen i den kirkelige musik. Det er mig magtpåliggende at kende, referere og forholde mig til det, som ligger i fortiden. At stå på den arv, som har vist sin levedygtighed gennem århundrederne. Og det er ligeså vigtigt, at denne historie konfronteres med nutiden, ikke til dennes behag, men forhåbentlig så en og anden standser op og besinder sig på ny. En fornem opgave kunne være at genvinde musikken som fortælling, at anspore til en seriøs lytten igen frem for sanseløst forbrug."


Forfatteren Lisbeth Inga Smedegaard Andersen

Lisbeth Smedegaard Andersen er født i 1934 på Frederiksberg. Hun kan skrive teolog, forfatter, herunder digter og salmedigter, kunsthistoriker og foredragsholder på CV’et. Og så er hun en af de få nulevende salmedigtere, der har fået salmer med i Den Danske Salmebog. Syv salmer er det blevet til, heriblandt Du fødtes på jord. Hun har dog skrevet mange flere salmer end det og har, udover sine egne udgivelser, fået mange af sine salmer med i salmeantologier og sangbøger. Hun har desuden skrevet og udgivet digte og prædikener, samt skrevet og redigeret bøger om kunst, kristendom, kunst og kristendom og det at skrive salmer. Desuden er hun foredragsholder.
Lisbeth Smedegaard Andersen kom relativt sent i gang med sit professionelle virke: Hun blev færdig med teologi i 1979, og virkede som præst i flere embeder frem til 1996. I de
mellemliggende år begyndte forfattervirksomheden samtidigt at blomstre, og det var også her, i 1988, at hun uddannede sig i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.
I 2009 modtog hun Bibelselskabets pris med den begrundelse at hun i hele sit
forfatterskab og virke "repræsenterer en nutidig refleksion over de bibelske skrifter". Lisbeth Smedegaard Andersens salmedigtning er ofte karakteriseret ved at gøre brug af
naturerfaringer som billeder på menneskets mentale tilstande. Hun siger selv: "Når man ser et godt billede, f.ek.s på et museum, kan vi beholde det på nethinden, og længe efter, at vi har set det kan det blive ved med at give nye tanker og impulser. Det synes jeg også, at en salme skal kunne. Den skal ikke gøre det hele færdigt for os på én gang, men den skal ligge der som en mulighed, man kan gå ind i og tænke videre over."



Du fødtes på jord

"Du fødtes på jord" er nummer 69 i Den Danske Salmebog.
Klik her for at læse teksten og høre melodien.
Klik for det, du vil læse mere om:

* Tekstgennemgang

* Forfatteren

* Melodigennemgang

* Komponisten

Klik her for en konkret ide til at arbejde med salmen i ?



Det er så sandt, at ingen så - tekstgennemgang

Når der citeres direkte fra en salme (ord eller sætninger), er det skrevet med fed skrift.

Kommentarer til svære ord

Vers 3
påskens budskab: Her: Fortællingen om Jesu død og opstandelse
stillet blot: Blottet, utildækket, afsløret
værgeløst: Uden værge, uden nogen, der passer på det
Vers 4
vidne: At vidne er at fortælle, hvad man har set eller hørt. Ordet betyder også forkynde
Vers 5
bringe bud: Fortælle
som: Ligesom
vist: Ikke vist nok, men sikkert og vist. Helt sikkert.

Tekstgennemgang

Salmen er den mindst sanselige salme i salmesangsprojektet. Dens pointe er netop, at troen ikke kan vises eller bevises, sanses eller opfattes, men det er netop en trossag. En vigtig pointe er således forskellen mellem tro og viden, at vi netop ikke kan vide, om kristendommens fortælling er sand, men alene må forholde os til og forlade os på troen. Vi kan ikke få beviser for kristendommens sandhed.

Kommentarer til de enkelte vers

Vers 1
I vers 1 hedder det Det er så sandt, at ingen vor Herre ud af graven gå. Opstandelsen var der ingen, der så, for som der efterfølgende står, kunne det ikke ske. Ergo: Det, der ikke kan ske, kan man ikke se. I hvert fald ikke, hvis der kun søges svar med fornuft og viden.
En anden pointe er, at der, ifølge evangelierne, ikke var nogen, der så, at Jesus stod op fra de døde. Der var ingen vidner.
Vers 2
Hvor det i vers et var synssansen, der var det centrale, er det i vers to høresansen, som kommer, eller rettere ikke kommer i spil: Hvad der skete påskemorgen, kan ingen fortælle om. Igen med samme begrundelse: Der var ingen vidner. Der var ingen, der hørte det ske.
Vers et og to bliver på den måde en slags omvendt bevisførelse, som ikke umiddelbart synes at falde ud til kristendommens og den kristne tros fordel.
Vers 3
Her konkluderer salmedigteren Aastrup, at det, der er centralt i det kristne budskab (Jesu opstandelse) er det, der aldrig sker på jord. Kristendommen kommer derfor meget nemt kommer til at blive genstand for både kritik og foragt. Budskabet risikerer at blive påstand mod påstand.
Vers 4 og 5 (som også iflg. salmedigteren hænger sammen)
Her kommer salmedigterens pointe: Troen er til, netop på trods af – eller i kraft af – at der ingen vidner var. Tro kan netop ikke bevises (så var det jo ikke længere tro, men viden). Tro gør man, fordi det giver mening.
Derfor samles man i kirken og holder søndag, ikke kun om søndagen, men fordi søndagen, opstandelsesdagen, blev en særlig dag, et særligt bevis, en særlig trosgrund for kristne. 



Du fødtes på jord - undervisningside



Du fødtes på jord - melodigennemgang

Melodien til denne salme af Lisbeth Smedegaard Andersen er komponeret af

Erik Haumann i 1987. Erik Haumann har i en årrække været organist ved Risskov Kirke,

hvor Lisbeth Smedegaard Andersen i en 10-årig periode fra 1980 til 1990 var præst. I

denne periode komponerede Erik Haumann melodier til adskillige af Lisbeth Smedegaard Andersens salmetekster. Erik Haumann er i højere grad end mange andre nutidige kirkemusikere komponist. Han har skrevet en omfattende række orgel- og korværker,

samt ikke mindst salmemelodier. Han viderefører en tradition fra komponister som bl.a.

Oluf Ring, Carl Nielsen og Peter Møller.

Ikke alle hans melodier "glider let ned". Til gengæld udmærker de sig ved en slidstyrke,

som kan savnes i mange andre melodier. Når Erik Haumanns melodier har fæstet sig i hukommelsen og er "gået i blodet", husker man dem uden besvær.

Ikke mindst den 3. tekstlinjes logisk sekvenserende melodik bidrager hertil. Som hos

Weyse er melodien kendetegnet ved et naturligt flow og bør synges med lethed i et fremadstræbende tempo.        



Du fødtes på jord - tekstgennemgang

Når der citeres direkte fra en salme (ord eller sætninger), er det skrevet med fed skrift.

Kommentarer til svære ord

Vers 1
f
avn: I armene på
hvor vi end skal være: Uanset hvor vi er, eller hvor vi kommer hen
Vers 2
gudsbarnet: Alle børn
det daglige brød: Kan både forstås bogstaveligt som dagligt brød, altså mad/føde, men også mere bredt som alt det. der giver menneskene liv: Sundhed, fred, mad, lykke, gode venner, god familie osv.
Vers 3
d
in død var en dåb: Ifølge Lisbeth Smedegaard Andersen hænger denne verselinje sammen med det, Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 6, vers 3 – 9. Her skriver han om Jesu død og opstandelse. Ligesom Jesus skal vi dø, og vi har det håb, at vi skal opstå, som han gjorde det. Det sker billedligt talt i dåben, hvor barnet dels "drukner" i vandet, dels står op af vandet og får det nye liv. I gamle dage var dåb ikke kun overøsning af tre håndfulde vand, men var en total neddykning af barnet i døbefonten
Vers 4
giver dem magt: Får mulighed for, overkommer, formår
til nyfødt at leve på det, du har bragt: I dåbsritualet siger Jesus: "Den, der ikke modtager Guds rige, ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det" (Markusevangeliet 10, 15). Selv en nyfødt kan tage imod det, Jesus har bragt. Det kræver ingen særlige forudsætninger. I dåben gives barnet magt til at leve livet
Vers 5
du løfter dit ansigt: "Du" henviser til Jesus
og lyser Guds fred: At lyse Guds fred betyder at ønske Guds fred.
For salmedigteren klinger ordene fra den velsignelse, som lyder til alle gudstjenester og kirkelige handlinger, med:
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. (4. Mosebog 6, 24ff)
"
Åsyn" er et gammelt ord for ansigt
Vers 6
til alt bliver ét i en lovsang til Gud:
Med "alt" menes der: Det, vi siger, tænker, gør. Kort sagt: Det liv, vi lever.
Det liv, der er levet fuldt ud, er en hyldest til Gud, livets skaber

Tekstgennemgang

I salmen nævnes sanserne primært indirekte. Generelt er der bemærkelsesværdigt få salmer i salmebogen, som anvender ord som lege, vokse, lo og græd, tynget af sorg og fortræd, trætte, for nu at plukke sanseord fra salmen her. Salmen slutter med en opfordring til at folde os ud. Det er nærliggende at tro, at det også gælder en udfoldelse af alle sanserne.
I forhold til Jesus er sanseordene med til at understrege hans menneskelige side.
Derudover er salmen præget af teologi i maggiterning-format: Altså stor teologi – og poesi - koncentreret i meget få ord. Lisbeth Smedegaard Andersen udviser her en helt særlig sans for ord, der ligger godt i munden. Rimeordene ligger tæt og gør salmen lettere at huske. Der er også en fornem pointe linje i, at versets første linje er en gentagelse af sidste linje i forrige vers.

Kommentarer til de enkelte vers

Vers 1
Ordet Jesus står ikke ét eneste sted i salmen. Til gengæld står der du mange gange. Alligevel er der ingen tvivl om at det er ham, salmen handler om. Men der er også den fine dobbelthed, at vi med ordet du kan læse os selv ind i salmen også.
Lige siden oldkirken har det været vigtigt at holde fast i, at Jesus både er helt og fuldt Gud og helt og fuldt menneske på samme tid. Guddommelig, altså lige med Gud, og menneskelig, lige med mennesker. Det er disse to sider af Jesu personlighed, som salmens første vers udtrykker.
Jesus var helt og fuldt menneske, født som ethvert andet spædbarn. Som ethvert andet barn har Jesus leget og leet og grædt. Fordi Jesus selv var menneske kender han til alle menneskelige følelser, tanker og erfaringer.
Lisbeth Smedegaard Andersen udtrykker det i ordene: Hvor vi end skal være, dér følger du med. Jesus følger med, han kan følge os, forstå os, fordi han selv er et menneske. Men han følger også med, fordi det er en del af hans guddommelige side. Han er allestedsnærværende. Nær hos ethvert menneske ud over hele jorden til alle tider, for sådan er den guddommelige natur. Jesus er med mennesket som en skygge – eller som et lys - så mennesket aldrig er alene.
Som livsglæden bag hver gudskabte dag: Disse seks ord er meget koncentrerede. Salmedigteren prøver at sætte ord på, hvordan det kan erfares, at Jesus følger med. Eksemplet her er, at det kan føles som livsglæde. Det kunne også være som så meget andet.
Men måske er der netop valgt glæden, fordi hver gudskabte dag hentyder til skabelsens dage, hvor Gud hver aften sluttede med at se ud over det skabte og glæde sig over det med ordene, "og Gud så, at det var godt".
Vers 2
På fornem vis hænger vers to sprogligt og indholdsmæssigt sammen med vers et: Jesus viderefører Guds glæde ved alt det skabte, men han gør det ved den måde, han lever sit liv på. Det kan mennesker til alle tider spejle sig i. Når vi spejler os i ham, ser verden og medmennesket anderledes ud.
En tigger er ikke bare en, man går hurtigt forbi. En tigger er også et medmenneske. For på en måde er vi alle tiggere, der kan sidde med udstrakt hånd og bede om en dag mere.
I tiggerens hånd lægger Jesus menneskeværd og dagligt brød. Vi kan ikke undvære nogen af delene. Dagligt brød, det er alt det, vi lever af, både bogstaveligt talt og overført (se ordforklaring) og menneskeværd, det er det, vi lever på: At enhver af os har værdi fra livets første øjeblik og til det sidste,
fra fødsel til død.
Vers 3
Ordet, der lød til kvinderne. Det er ordene fra englen påskemorgen: "Frygt ikke". Det er de ord, et menneske kan gå igennem livet på. "Vær ikke bange". Ikke engang, når vi selv møder døden, eller når det er os, der skal begrave nogen.
At mennesker ikke skal være bange begrundes med versets sidste to linjer:
Din død var en dåb til tro og til håb. Igen er det meget koncentreret. Hvis vi erstatter ordet dåb med indgang til eller begyndelse på, så betyder ordene, at med Jesu død – og hans opstandelse – er der en ny begyndelse. Fordi Jesus både døde og opstod er det overhovedet blevet muligt for mennesker at tro. Også at tro på trods af det, der er svært.
Vers 4
Når forældre bærer deres børn til dåben, gør de det med tro og håb og alle gode ønsker for deres børn. Ved at blive døbt får barnet givet en tro og et håb at leve på. Ingen af delene er noget, barnet selv skal præstere. Det er ren og skær gave. Men med dåben får barnet også det, ingen forælder kan give: velsignelsen.
Velsignelse – det er et sammensat ord. Ordet "vel" betyder "godt". "Signe" er latin og betyder "signum", tegn. Ordet kender vi også fra engelsk, "sign", som både betyder tegn eller underskrift. At leve som velsignet er at leve med, at Gud har sat sin underskrift på os, sit gode tegn. Et tegn på, at Gud har sat sin underskrift på os, får vi, når korset tegnes for dåbsbarnets ansigt og bryst. At være tegnet med korset vil billedligt sige, at vi hænger sammen både med himlen (den lodrette streg i korset) og med hinanden (den vandrette streg i korset).
Vers 5
I vers to hørte vi om brødet, mennesket har brug for, for at overleve. I dette vers fem hører vi om alterbrødet og altervinen. At spise det brød og drikke den vin giver en anden slags liv. Mennesket får fornyede kræfter. Får mod på trods. Får en chance til.
Hvis vi kommer med nedbøjede hoveder og ikke tør se hverken os selv eller andre i øjnene, så tager Jesus os under hagen, løfter vort ansigt, så vi igen ser livet omkring os.
Men ordene du løfter dit ansigt og lyser Guds fred er der direkte henvisning til den velsignelse, som lyder i alle gudstjenester:
"Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred".
Vers 6
Vers 6 sammenfatter salmen. På baggrund af de vers, der nu er gennemsunget, kan vi bede om at få mod til at leve dette menneskeliv. Et liv, hvor der både er fødsel og død, hvor der er sult og tiggere, hvor der er ondskab og brug for tilgivelse. Og fremfor alt er der brug for, at kærligheden vokser, og at vi, som en blomsterknop, folder os ud. Men at folde sig ud kan også betyde at man giver sig selv fuldt ud.
Så bliver hele skaberværket igen til en lovsang, sådan som det var ment fra begyndelsen.
 



I blev skabt som mand og kvinde - tekstgennemgang

Når der citeres direkte fra en salme (ord eller sætninger), er det skrevet med fed skrift.

Salmen er valgt som udtryk for kærligheden mellem elskende, og hvordan de to står i relation til hinanden og til Gud.

Johannes Johansen digtede salmen som lejlighedsdigt til et privat bryllup sidst i december 1977. Den er skrevet til Henry John Gauntletts julemelodi fra 1849 og fik først i 1988 sin egen melodi af Bjarne Haahr.

 

Salmen lægger sig tæt op ad de bibellæsninger, der anvendes i vielsesritualet.

Vers 1 – 3: Direkte tale til brudeparret: Versene handler om skabthed, om forskellighed, om at bære egne og den andens byrder.

Vers 4: Gud tilgiver og inspirerer mennesker.

Vers 5: Bøn for brudeparret.

Vers 6: Lovsang med tak til Gud for kærligheden.

 

Vers 1:
Mennesket er skabt. Skabt af Gud som mand og kvinde, som ritualets læsning lyder fra skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1,27-28. Her understreges det fælles: Parret er begge skabt af den samme Gud, begge har oplevet forelskelse og kærlighed, og begge siger de nu ja til hinanden. Det beskrives som en gave fra Gud. Det er til gengæld en aktiv handling at sige ja-tak til kærligheden.

 

Vers 2:
Temaet er fortsat, at mennesket er skabt, men nu understreges forskelligheden. Selv om brudeparret nu bliver til en enhed, måske får fælles navn, fælles sted at bo og fælles børn – ja, så er de stadig to selvstændige mennesker. Det går tit sådan, at de særheder, man i begyndelsen godt kunne lide ved den anden, begynder at irritere og ærgre. Men i verset står der, at forskellene er en nåde. Forskellene skal ses som en rigdom og ikke et problem. Måske er det svært at tro på. Imidlertid intet svælg er Gud for bredt = ingen forskel er for stor. Udtrykket at gøre to til ét er inspireret af ritualets bibellæsning fra Mattæusevangeliet kap. 19,4-6, hvor Jesus siger: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?’ Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”

 

Vers 3:
Verset er en opfordring til parret om at blive sammen og støtte hinanden. Det med at finde balancen mellem at bære sin egen byrde og bære byrder for hinanden, har digteren fra Galaterbrevet kap. 6,2-6. (Ordene i kursiv læses i vielsesritualet): ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov… for enhver skal bære sin egen byrde”. Digteren mener, man selv skal tackle sin modgang. Men når det bliver for tungt, skal man dele det svære med sin partner. Hvad får man ud af at bære hinandens byrder? Man visner i hvert fald ikke som det golde strå! Et goldt strå bærer ikke aks og er ikke værd at høste. At stå hinanden bi = at være lige ved siden af til at lytte og støtte.

 

Vers 4:
Ved en vielse er der oftest andre end brudeparret til stede. Derfor handler vers 4 om Guds forhold til alle mennesker - om det, Gud har gjort og gør. Det er datid, at han os skabte. Der bruges datid i han kom selv i kød og blod = han sendte sin søn Jesus Kristus. Men det er nutid i han, som tar imod fortabte. I kristen forstand er det alle mennesker, for vi kan ikke selv gøre os fortjent til Guds kærlighed. Det er netop vor uret, som omtales i næste linje. Gud støder ingen bort eller kasserer ingen, kunne man sige. Der er den sammenhæng mellem vers 3 og 4, at Gud ikke kræver noget af mennesket, han ikke selv er parat til at give først.

 

Det ville være dejligt, om vores sindelag lignede Guds. Derfor ønskemåde i sidste linje: lægge selv sit sind i vort. At Gud tilgiver os, og det kan inspirere vores sind over for hinanden, fremgår af den sidste bibellæsning i vielsesritualet fra Kolossenserbrevet kap. 3,12-14: ”Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.”

 

Vers 5:
Her tales der direkte til Gud. En bøn om, at Gud, der troner eller regerer i himlen, vil komme med kærlighed og tro. Det er kun Gud, der kan sammen føje og helt forene de to, der er blevet gift. Normalt når man sammenføjer noget, syr man noget sammen, og det skal ikke så gerne gå fra hinanden igen. Derfor beder digteren Gud om at lede dem samme vej. Også når de vandrer hver sin vej = er blevet uenige.

 
Vers 6: Sidste vers er en opfordring til at lovprise Gud. Det kan brudeparret gøre, men også hele menigheden. Det er et under, at kærligheden er der. Men man lærer ikke alt på én gang. Kærlighed kan sammen binde, så I blir fuldkommen ét, står der. Det er altså en mulighed. Verset slutter med et berømt citat fra 1. Korintherbrev kap. 13, som kaldes ”Kærlighedens Højsang”. Her lyder vers 7: ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”. 



Haderslev Stift • Ribe Landevej 37 • 6100 Haderslev
Haderslev Stift Ribe Landevej 37 6100 Haderslev
kmhad@km.dk  Tlf: 7452 2025 Fax: 7453 3606
EAN.nr. 5798000818750